Af Alberte Neel Petersen & Gustav Todnem

Lis Sloth måtte droppe at køre bil, gå til gymnastik og se sine venner, da hendes syn blev dårligt. I halvandet år var hun nedtrykt, ind til hun i sommeren 2021 fik en ny hornhinde.  

Lis slår øjnene op. Loftet er helt sløret. Med en snurren i hovedet bevæger hun sig ud ad sengen. Hendes hånd griber fat i dørkarmen, da hun går gennem døren. På den måde er hun sikker på, at hun kommer helt forbi den.  

Det er 2021 og foråret har meldt sin ankomst. Bladene på træerne er sprunget ud, og himlen er blå, men for Lis føles det som evigt efterår. Det hele er gråt. Endnu en dag skal bruges med at høre lydbog i dagligstuen. Lis holder iPad’en ti centimeter fra hendes ansigt, mens hendes fingerspidser får zoomet mest muligt ind. Hun klikker på Mofibo. Lydbøger har været Lis’ primære underholdning det seneste stykke tid, hvor synet er blevet markant værre.  

Mens den rolige stemme strømmer ud af iPad’ens højtaler, kører Lis’ tanker i en ond spiral. Hun ville hellere svinge armene til gymnastik, som hun plejede at gøre hver torsdag formiddag. Gymnastikken er bare en af mange ting, som Lis ikke kan mere. Knipling, gåture i Marselisborgskoven og middagsaftaler med vennerne plejede alle at være ting, som Lis fik dagene til at gå med. Nu er hun afhængig af sin mands, Jens, hjælp til alting. Han ordner hjemmet og fungerer som hendes personlige chauffør.  

Tanken om at synet aldrig bliver bedre, skræmmer Lis og endnu værre – tanken om at blive helt blind. At miste sin selvstændighed og være fuldkommen afhængig af andres konstante hjælp. Lis holder sine tanker for sig selv. Hun håber på, at tiden vil gå hurtigt, så hun snart kan få sine nye hornhinder. Og forhåbentlig et nyt syn.  

Et liv med fart på 

Lis møder sin mand, Jens, i 1968, og de flytter sammen til Århus. Lis ville gerne væk fra livet på landet og leve sit eget liv. Fri fra familiens forventninger til, at en ordentlig kvinde burde passe hjemmet og varte familien op.  

Hende og Jens driver først bodegaen ‘Proppen’ og senere hen en cafe, som de kalder ‘Kindrødt’. I mange år lever parret et liv med fart på. Lis elsker det. Hun føler sig ikke gammel og bruger altid udtrykket: Alder er bare et tal.  

Efter et langt arbejdsliv beslutter parret at sælge caféen og læne sig tilbage i pensionisttilværelsen. Lis får tiden til at gå med gymnastik, knipling i knipleklubben hver onsdag og spadsereture i Marselisborg skov. Efter blot halvandet år er hun ved at kede sig ihjel.  

Lis og Jens får derfor en idé. De vil åbne en antikvitetsforretning sammen. Jens har i al den tid, de har kendt hinanden, slæbt antikviteter med hjem. I starten var Lis ikke så vild med, at lejligheden skulle bugne med porcelænsfigurer og vaser, men gennem årene er hun kommet til at holde af det.  

‘Sloth Antik’ bliver navnet på den online-butik, som bliver Lis’ nye passion. Her beskæftiger hun sig med antikvitetsmesser, hun læser mails, administrerer hjemmesiden og fører regnskab.  

Den gule ‘porcelænsdame’ 

På en antikvitetsmesse i starten af 2020 oplever Lis problemer med sit syn. Hun skuer udover bordet med keramikvaser, standerlamper og blåmalede kopper. Hendes blik fanges af en porcelænsfigur. Det er en kvinde, der sidder i en stol med en violin på skødet og en kjole på. 

Lis kniber øjnene sammen. Blinker et par gange. Kjolen på figuren har en neddæmpet nikotingul farve. Lis ved, at kjolen skal være hvid. Hun har solgt mange figurer i denne stil gennem årene.  

Øjnene bag de runde briller slipper porcelænsfiguren. Hun kigger ud mod den menneskemængde, der har indtaget sportshallen i Rødekro i Sønderjylland. Hun henvender sig til en kunde:  

”Ej, den er rigtig flot den figur”, siger Lis. Bagefter får hun en følelse af, at hun er falsk. Hun synes ikke, at den gullige porcelænsfigur, som kunden købte, var specielt pæn. Hun bliver ramt af dårlig samvittighed.  

Lis ved, at deres varer er i orden. De har altid haft styr på tingene og sørget for pæne varer af ordentlig kvalitet. Tankerne kører rundt bag det grå hår. Hvad kan der være galt med mig?   

Vasketøjet, der ikke kan blive hvidt 

En forårsdag i 2020, skal Lis ordne vasketøjet. De hvide håndklæder og underbukser skal vaskes.  

Lis lægger vasketøjet i vaskemaskinen og venter en times tid, indtil at det er færdigt. Hun lader hænderne gribe fat om et håndklæde. Det ser helt gråligt ud. Lis kniber øjnene sammen. 

Hun væmmes ved den grålige farve på vasketøjet. Et øjeblik overvejer hun, om hun har gjort noget anderledes, end hun plejer. Vasketøjet har hun sørget for i utallige år, og det har aldrig været et problem før nu. Hun skruer op fra 60 til 95 grader og kører vaskemaskinen en omgang mere.  

Stadigvæk gråt. Hun kalder på sin mand, og han træder ind på badeværelset. Lis strækker et håndklæde ud mellem hænderne og spørger Jens, om han ikke kan se, at det er lysegråt. Jens kaster et blik på håndklædet og ryster på hovedet.  

Frustrationerne blusser op hos Lis. Hun kan ikke holde ud, hvis det ikke er kridhvidt. Så Lis finder en balje frem, åbner flasken med klorin og hælder det ned i. Hun lægger håndklæderne og undertøjet i baljen og lader det ligge i et par timer. Da hun vender tilbage, kaster hun et blik på håndklæderne. Stadigvæk grå.  

Vasketøjet bliver omdrejningspunkt for en masse diskussioner mellem Lis og Jens. Lis holder fast i, at vasketøjet ikke er hvidt. Jens ryster på hovedet og siger til hende, at det ikke passer. 

Besøget hos øjenlægen 

En eftermiddag finder Lis iPad’en frem og begynder at google. I søgefeltet skriver hun: Hvorfor bliver mit syn dårligt? 

Kræft i øjet  

Nethindeløsning 

Grå stær 

Grøn stær 

Med en svedig hånd klikker Lis sig gennem et utal af forskellige videnskabelige artikler. Det løber Lis koldt ned ad ryggen ved tanken om sygdom og hospitaler. Kanyler, piller og sterile omgivelser. Det ene ubehagelige billede efter det andet suser forbi i Lis’ hoved.  

Hun stopper tankestrømmen. Til august skal Lis til en halvårlig kontrol hos sin øjenlæge, så hun beslutter sig for at vente med at gøre noget.  

Efter at have set dårligt i otte måneder får Lis endelig sit syn tjekket hos sin øjenlæge. Her lyder beskeden, at hun har grå stær og fortykkede hornhinder. Hun får herefter en henvisning til Aarhus Universitetshospital, som sender hende videre til en privat øjenklinik. I tre måneder bliver Lis sendt rundt mellem det private og offentlige sundhedsvæsen. Endelig får hun en tid. D. 12. april 2021 skal hun opereres for grå stær.  

Det er november 2020. Lis har set dårligt siden starten af året, men til foråret skal det være slut. 

En længe ventet dag  

Lis ligger stille med øjenlågene presset mod sine øjne. Hun er nervøs, men også håbefuld. Hun håber, at hun snart kan få sit gamle liv tilbage. Det liv, hvor gymnastik, knipling og arbejdet i Sloth Antik gav hendes tilværelse mening. Dengang hvor hun var fri og uafhængig af at blive kørt rundt alle steder.   

Forsigtigt trækker hun øjenlågene opad, så pupillerne blottes. Alt står fuldstændigt klart. Wow, tænker Lis. Hun tager plads i en stol foran en tavle. På tavlen er bogstaver og tal i forskellige størrelser. Der er også en svane, et hus og en båd. Det hele står klart. Lis’ øjne spejler sig i lyset. En varm dråbe triller ned ad hendes kind. Det føles som et plastik chartek, der er blevet fjernet fra hendes øjne.  

Hun træder ind i parrets Nissan Qashqai. Hendes blik er rettet mod vinduet. Et slør lægger sig hen over hendes syn. Et velkendt syn som Lis ikke bryder sig om. Bilruden ligner en matteret rude.  

På ti minutter, er Lis’ syn gået fra at være helt klart, til utydeligt igen. En panisk følelse rammer hende.

Morgenen efter er synet stadigvæk helt sløret. Det er værre end før operationen. Lis tager plads på forsædet ved siden af Jens. De kører afsted mod Aarhus Universitetshospital, så hendes øje kan blive kontrolleret.  

Hun bliver mødt af en mand i en hvid kittel. “Det er helt sløret til”, siger Lis. Hendes blik er tomt. Lægen fortæller, at Lis har fortykkede hornhinder, og at hendes syn slører til, fordi hendes hornhinde ikke kan transportere væske væk fra øjet. Grå stær- operationen har virket, men det er nu problemerne med Lis’ hornhinder, der gør, at hendes syn er dårligt.  

Lægen fortæller Lis, at hun må vente tre måneder for at se om hendes syn bliver bedre, ellers kan hun få foretaget en hornhindetransplantation. Tre måneder i hjælpeløshed virker fuldstændigt uoverskueligt.  

Frygten for at blive blind 

Lis lever et stille liv, hvor hun om morgenen næsten er helt blind og senere på eftermiddagen, bliver hendes syn gradvist forbedret. 

En eftermiddag banker Lis på hos naboen. Døren bliver forsigtigt åbnet. Hun inviterer naboen med på en gåtur. Naboen har ikke andre planer, så hun nikker velvilligt. Lis går ind i sin lejlighed og tager en jakke på, og så aftaler de at mødes i opgangen. Sammen bevæger de sig ud på en gåtur i Højbjerg.  

 Lis synes, det er hyggeligt at gå med sin nabo, men det er ikke derfor, hun gør det. Hun gør det, fordi hun ikke kan gå alene. Hun er for utryg. Og da Jens ikke kan være hendes ledsager i dag, må hun spørge naboen, som hun nu har gået en del ture med. Naboen ved ikke, hvad den rigtige årsag, til de seneste mange gåture med Lis skyldes. Lis holder det for sig selv. Hun hader at indrømme, hvor afhængig hun er af andre menneskers hjælp. 

Den lurende frygt for blindhed kommer indimellem snigende. Lis forsøger ihærdigt at vifte tanken fra sig, men den kommer jævnligt tilbage.  

Jens har overtaget alle hjemmets pligter og opgaverne i Sloth Antik. Lis kan ikke engang se støvet, når hun svinger støvsugeren over gulvet. Så den opgave må Jens varetage nu. Hun kan ikke komme nogen steder hen, for hun hverken må eller kan køre bil. 

Lis griber telefonen og ringer til sin søster, som også er blevet opereret for grå stær. Måske har hun oplevet det samme som hende. Lis fortæller sin søster, at hun næsten er blind om morgenen, og at synet bliver lidt bedre op ad dagen. Søsteren fortæller, at da hun fik en grå stær-operation, var synet godt med det samme. Opkaldet slår Lis ud af kurs. Tanken om at det ikke bliver bedre skræmmer hende.  

Ventetiden på den nye hornhinde føles ulidelig. Lis tænker for sig selv, at hvis det fortsætter sådan her, så gider hun ikke at blive 100 år.  

En verden i farver  

D. 31. august 2021 bevæger Lis og Jens sig ned ad gangen på Aarhus Universitetshospital. De har retning mod operationslokalet, hvor Lis skal have transplanteret sin hornhinde på det højre øje. Lis’ hjerte føles som en bold, der tyres mod en væg. Hun mærker en trykkende fornemmelse på blæren, selvom hun tissede af hjemmefra.  

Hun har set frem til dagen længe. Siden grå stær-operationen d. 12. april har Lis været næsten hjælpeløs. Maj, juni, juli og august har sneglet sig afsted, men nu er dagen her.  

“Kom indenfor”, siger en mand iført en hvid kittel. 

“Tak”, siger Lis. 

Hun placerer numsen på en briks og svinger benene op. Lis mærker igen den trykkende fornemmelse på blæren. “Jeg er meget spændt,” siger hun til lægen. En sygeplejerske rækker et plastikkrus og en halv pille til Lis og siger: “Det hjælper på nervøsiteten”.  

Lis mærker for første gang på dagen en rolig fornemmelse i kroppen. Manden i den hvide kittel læner sig ind over hende med en sprøjte placeret mellem fingrene. Han placerer en nål under hendes øje og en væske trænger ind.  

Svøbt som en baby ligger hun under en masse tæpper. Et klæde med hul igennem til det ene øje placeres over hendes ansigt. Det klæber sig fast til ansigtet og spænder øjet ud, så det meste af øjeæblet blottes. Et skarpt lys rammer det blottede øje.  

Hvid er den eneste farve, som Lis kan se under operationen. Hun kan mærke en våd fornemmelse, når lægerne hælder noget væske i hendes øje. Takket være den ubehagelige sprøjte har Lis ingen smerter. 

En svidende fornemmelse indtræffer i hendes øje, da lægerne drypper det. Det føles som at gnide sig i øjnene med sæbe på fingrene. Hendes ansigt trækker sig sammen i en grimasse. 

“Så er det overstået”, siger lægen. Det tog kun 30 minutter. Et stykke vat placeres ovenpå Lis’ øje. En blanding af lettelse og frygt rammer hende. Den længe ventede hornhindetransplantation er nu overstået, men hvad hvis det er gået galt.  

Lis bliver placeret i et lokale, hvor hun skal vente i to timer før klappen fjernes. Ventetiden føles uendelig.  

Der går et sus gennem hende, da hun bliver hentet igen. Nu skal klappen for hendes øje fjernes og den nye hornhinde skal blottes for første gang. Hendes skuldre er trukket op under ørerne. Lægen bøjer sig ind over Lis.  

Hun mærker det bløde vat forsvinde fra sit øje. Alting står klart. Lægens kittel er kridhvid. Det samme er væggene. Lis puster ud.  

“Så kan du få lov at tage hjem”, siger lægen.  

Lis svæver ned ad gangen på Aarhus Universitetshospital. Halvandet år er gået siden starten af 2020, hvor Lis’ syn begyndte at være et problem for hende. 18 måneder hvor verden udenfor har set overskyet og grå ud. Aldrig har Lis glædet sig så meget til at komme udenfor. De nærmer sig døren til parkeringspladsen med hastige skridt. 

Lis træder ud på parkeringspladsen. Hendes hoved tiltes opad. En klar lyseblå farve møder hendes højre øje. Hovedet tiltes tilbage på plads og Lis får øje på træerne. Helt grønne. Lis fælder en glædeståre. 

Hvis Lis lukker det venstre øje, står alting klart. Hvis hun lukker det højre øje, er alting sløret og gråt som før. Forskellen på hendes øjne er enorm. Lis skal vente et år til oktober 2022 med at få transplanteret det venstre øje. 

Fra 30 procent syn til 96 procent 

Det er november 2022. Foran spejlet på badeværelset står Lis og stirrer på sig selv. Hun rykker tættere på det blanke spejl. Kigger sig selv dybt i øjnene. Det er tredje gang i dag, at hun er ude og tjekke sine øjne i spejlet. En konstant frygt for, at der vil ske hendes øjne noget udmønter sig i en overdrevet trang, til at tjekke det flere gange dagligt.  

Lis vil gøre alt for at beholde det gode syn, som hun nu har fået efter hendes to hornhindetransplantationer. Lis suser nu rundt i hendes bil til aftaler, fritidsaktiviteter og i forbindelse med arbejdet i Sloth Antik.  

Hun nyder sit eget selskab på gåturene i Marselisborg skov, hvor naturens farver virkelig kommer til sin ret. Lægerne fortalte Lis, at hendes syn før transplantationen var på 30 procent, hvor den nu er på 96 procent. Det kan Lis virkelig mærke.  

Træernes blade, himlens dybblå farve og smilet på Jens’ ansigt, når han overrasker hende med en kop kaffe. Det hele står nu klart. Vigtigst af alt er den selvstændighed, som Lis hele vejen igennem håbede og troede på, at hun ville få tilbage. Den er der nu.  

Lis sidder i bilen på vej mod træningscenteret i Højbjerg. Hun er tilbage bag rattet denne torsdag formiddag, hvor hun skal til gymnastiktræning efter en pause på to år. Lis manøvrerer bilen ind på den smalle parkeringsplads. Hun slukker motoren, træder ud af bilen, låser den og går frejdigt hen mod indgangen.